20/11/2019
Midt i aftensmaden rejser en af vores patienter sig op: ”Kom lige...jeg skal vise dig noget.”
Hun trækker mig med ned i den anden ende af lokalet og hen til et stort maleri på væggen: ”Det der”, siger hun, gør fagter med armene og smiler over hele ansigtet. ”Det er så fantastisk.” Hun peger på et område af billedet, som er lysere end resten. "Se lige, så kommer det bare ud der. ”Jeg bliver helt…”, siger hun og har svært ved at finde ordene.
Hun er så begejstret, at hun ikke kan lokkes med tilbage til aftensmaden – går rundt i rummet og kigger videre på de forskellige malerier. Hun bobler af glæde – noget meget positivt er aktiveret i hende og nu også i resten af rummet i os andre. Nærmest en lykkerus over noget så enkelt som et kunstværk på væggen.
Dette maleri har pludseligt vist sig for en stund at kunne udviske rastløshed, dyb frustration, angst og sorg over at være blevet syg. Ubehag, denne kvinde ellers er mærket af i sin hverdag.
Vigtige øjeblikke af forløsning fra de demenssymptomer, vores patienter til dagligt lider under, finder vi nogle gange steder, vi ikke havde forestillet os. Og vi kan nogle gange lede efter dem længe. Men nu ved vi det her. At lige netop denne kvinde ser lyset i kunstværker - og at oplevelsen sidder i hende i en rum tid efter.
Fra min aftenvagt i går – May Bjerre Eiby (Maleriet er af Ole Prip Hansen)