20/07/2026
"Må man lyve for et menneske med demens?"
Det spørgsmål får jeg ofte.
Mit svar er nej.
Men jeg vil gerne fortælle om Magda.
For mange år siden flyttede Magda ind på det plejecenter, hvor jeg arbejdede. Hun var blevet tvangsflyttet fra sin lejlighed i København til et plejecenter tættere på familien.
For os var det et plejehjem.
For Magda var det et fremmed sted.
Hver eneste morgen kom hun ud med hænderne i siden og spurgte vredt:
"Hvem har flyttet mig hertil? Jeg vil tale med chefen."
Chefen var mig.
Så hver morgen satte jeg mig hos Magda.
Jeg fortalte hende, at vi havde været her sammen. At vi havde drukket kaffe. At jeg havde vist hende stedet. At hun selv havde sagt, hvor dejligt her var med udsigten over markerne.
Magda kiggede på mig.
"Gjorde jeg virkelig det?"
"Ja," svarede jeg.
Så nikkede hun og sagde:
"Nå ... så giver jeg det lige en dag mere."
Næste morgen begyndte historien forfra.
Og næste.
Og næste.
Efterhånden faldt Magda til. Hun blev en vigtig del af plejehjemmet. Når vi havde gæster – også fra udlandet – bad vi ofte Magda tage imod dem. Hun talte stadig flydende engelsk, og hun voksede flere centimeter, når hun fik lov til at bruge det, hun stadig mestrede.
Hun fik igen en rolle.
En identitet.
En følelse af at være betydningsfuld.
Så ... løj jeg?
Nej.
Jeg fortalte en historie, som skabte tryghed i et nervesystem, der var fyldt af frygt.
Mennesker med demens har ofte svært ved at navigere i vores virkelighed. Derfor bliver spørgsmålet ikke altid:
"Hvad er sandt?"
Men snarere:
"Hvad hjælper dette menneske lige nu?"
Det betyder ikke, at den hvide løgn altid er den rigtige løsning.
Hvis Magda ikke var blevet rolig, havde jeg valgt en anden vej.
Der findes ingen standardløsninger i demenspleje.
Kun faglige overvejelser.
For mig handler det ikke om at narre et menneske.
Det handler om at møde mennesket dér, hvor det er – og skabe den størst mulige tryghed med den mindst mulige smerte.
Hvad tænker du?
Hvor går grænsen mellem sandhed og omsorg, når et menneske ikke længere kan forstå den virkelighed, vi andre lever i.
