20/02/2026
Flere danskere vælger igen at betale med Dankort
Det er positivt for både forbrugere, forretningsdrivende og den samlede betalingsinfrastruktur i Danmark. For som Forbrugerrådet Tænk fremhæver, er Dankort i langt de fleste tilfælde det billigste betalingskort for butikker at tage imod.
Hvis du gerne vil støtte din lokale butik og betaler med Apple Pay, kan du tjekke, at Dankort er valgt i din Wallet. Sådan gør du:
1: Hvis du har et Visa/Dankort eller et Mastercard Dankort kan du lægge Dankort i Apple Pay:
• Gå til appen ”Wallet” på din iPhone
• Tryk på ”+”
• Tilføj dit Visa/Dankort eller Mastercard Dankort
2: Har du allerede lagt dit kort i Apple Pay, men kan du ikke se Dankort loget på kortet på mobilen, skal du lægge det ind på ny for at kunne betale med Dankort.
3: Når du har gjort ovenstående, og betaler med Apple Pay, kan butikken modtage din betaling som Dankort betaling.
Det tager kun et øjeblik.
Brugen af den danske betalingsløsning Dankortet stiger, viser en ny opgørelse fra Nets ifølge Børsen 🇩🇰
“Vi er glade for at se, at flere nu vælger at bruge Dankortet, da det i de fleste tilfælde er det billigste betalingsmiddel, fordi der er fastsatte grænser for gebyrerne. Og så er udviklingen også positiv ud fra et beredskabssynspunkt, da en stor del af betalingsinfrastrukturen i dag er bundet op på de to amerikanske betalingsløsninger Visa og Mastercard” siger forbrugerpolitisk rådgiver i Forbrugerrådet Tænk, Rolf Høymann Olsen.
Det var ellers begyndt at gå nedad for Dankort-brugen, siden den populære virtuelle betalingsløsning Apple Pay blev lanceret i 2018. I første omgang var det nemlig kun Visa og Mastercard, der kunne bruges i Apple Pay.
Siden da har vi presset på for, at det skulle være muligt for dig at betale med Dankort i Apple Pay – og i dag er det muligt for de fleste danske bankkunder at bruge Dankortet i Apple Pay.
Du kan du se, hvordan du indstiller Apple Pay til at bruge dit Dankort her: Tænk.dk/dankort-applepay